Distancesejladsen Sjælland Rundt 2022
Arrangør: Helsingør Sejlklub
Sted: Helsingør Nordhavn ved siden af Kronborg Slot
I 2022 starter sejladsen torsdag d. 16. juni og slutter søndag d. 19.
juni 2022
Løbet afholdes for 78. gang med start i Helsingørs Nordhavn.
Denne sejlads, der er en af Danmarks ældste sejladser, er nu i 67 år blevet arrangeret af Helsingør Sejlklub, og var i mange år verdens største kapsejlads, med over 2000 deltagende både.
Sejladsen flytter i år til den 16. juni for ikke at ligge for tidligt og ikke komme i konflikt med Skt. Hans, vi fortsætter med at starte torsdag aften for at have mulighed for præmieoverrækkelse lørdag aften og få lidt ’aftersailing’ hygge efter sejladsen.
Sejladsen er stadig lige spændende og varierende, og efter mange sejleres udsagn stadig en af landets smukkeste og mest alsidige sejladser. Kan man lide at prøve kræfter og sejle langt, så er her muligheden for i lystig kappestrid at nyde turen rundt om Sjælland.
Banen går oftest med Sjælland om bagbord – men ved ugunstige vejrforhold vil den gå modsat – på 3 forskellige baner efter hvor dybt båden stikker og hvor høj masten er.
Hvem kan deltage
Alle sejlførende fartøjer har mulighed for at deltage
Sejlbåde med målebrev/klassebevis. (SR Racing)
Sejlbåde uden målebrev. (SR Cruising)
Sejlere der vil prøve kræfter. (SR Twohanded)
Sejlere der vil prøve det ekstreme. (SR Singlehanded)
Flerskrogsbåde.
Tidsbegrænsning
Maksimal sejladstid er 72 timer, så de langsommere både har en god chance for at nå rundt. Sejladsen skydes af søndag kl. 18.00, derved kan de fleste sejlere nå at sejle tilbage til hjemhavnen og møde på arbejde om mandagen, ganske vist lidt trætte.
Baner

Bane 1 (Mindre både med dybgang på max. 1,7m og max. mastehøjde på 20m.):
Omkring Sjælland gennem Bøgestrømmen: Ved Sjællands Odde må der sejles gennem "Snekkeløbet", maks. Dybgang ved normal vandstand 3,4m.
Der sejles vest om Saltholm
Distance: 216 sømil.
Bane 2 (Større både med dybgang over 1,7m og mastehøjde under 25,5m.):
Omkring Sjælland og Møn gennem Grønsund: Ved Sjællands Odde må der sejles gennem "Snekkeløbet", maks. Dybgang ved normal vandstand 3,4m.
Der sejles vest om Saltholm
Distance: 232 sømil.
Bane 3 (Store både med mastehøjde over 25,5m):
Omkring Sjælland, Lolland, Falster og Møn.
Distance: ca. 276sm.
Sjællands Rev Fyr og Gedser Landrev syd markering skal rundes.
Der sejles vest om Saltholm.
SEJLADSPROGRAM
Skippermøde kl. 16.00
1. Start kl. 18.00
Sejladsprogram med sejladsbestemmelser og praktiske informationer samt deltagerliste med løbsinddelinger kan hentes på www.sjaellandrundt.dk op til sejladsen.
Med sejlerhilsen
Kim Christian Dragstrup, formand
Helsingør Sejlklub