Frederiksborg Slot ligger midt i Hillerød. Slottet blev bygget af Christian 4. i 1600-tallets første årti som Nordens største renæssanceanlæg. Det overdådige pragtslot er rigt på detaljer og imponerende kunsthåndværk, såvel ude som inde. Slottet rummer Det Nationalhistoriske Museum og udgør et enestående udflugtsmål med mulighed for store kulturelle oplevelser, havevandringer og sejlture.
Det Nationalhistoriske Museum har til huse på Frederiksborg Slot. Museet fortæller 500 års danmarkshistorie gennem portrætter, historiemalerier, møbler og kunstindustri. Oplev de mange fine periodeinteriører, slottets imponerende pragtrum og historiens kendte danskere. Besøg de aktuelle særudstillinger, følg med på søndagsomvisning eller deltag i museets familieaktiviteter.