smilingdanmark.dkSmilingDanmark
Visit Grenaa Midtjylland ØST
Vælg en region i menuen øverst til venstre

Visit Grenaa

Grenaa - Grenå

Yderst på Djursland, Danmarks næsetip, ligger Grenaa med Kattegat som nabo i Norddjurs Kommune. Til kommunen hører også øen Anholt. Grenaa er en aktiv handelsby med flere supermarkeder og mange specialbutikker.Grenaa torv
Grenaa er en populær by hos Djurslands turister. Byen har fire gågader omkring Torvet, og blandt seværdighederne er Kattegatcentret, Djurslands Museum og Dansk Fiskerimuseum.

Bymiljøet
Byen rummer en perlerække af smukke bindingsværkshuse, som kan opleves flere steder i byen. Nederstræde rummer flere gode eksempler på disse bygninger.

Byens rådhus blev opført i klassicistisk stil i 1805 på Torvet. Her står der tre skulpturer, Frederik 7. (H.V. Bissen, 1868), Søren Kanne (Johannes Bjerg, 1949) - Søren Kanne var redningsmand i et skibsforlis i 1835. Han red med livet som indsats ud i havet på sine heste og reddede søfolkene i land - og Grenaapigen (Carl Otto Johansen, 1955).

Den gamle borgmestergård fra 1768 rummer en mindetavle for nobelpristageren og fysiologen August Krogh, som blev født her i 1874 og fik prisen for sine grundlæggende undersøgelser om kapillarnettet.

Museet i Søndergade 1 består af to museer, Djursland Museum og Dansk Fiskerimuseum, som har fælles entre og åbningstider. De har til huse i en af de smukke gamle gule bindingsværksgårde med svalegang fra begyndelsen af 1700-tallet.


Historie
Der har siden stenalderen boet fiskere og jægere ved denne kyst. I middelalderen opstod et mindre bysamfund for fiskere og handlende, som efterhånden voksede, og byen fik status som købstad i 1445.

I 1812 påbegyndtes byggeriet af havnen, som senere er udvidet flere gange. Havnen er byens største arbejdsplads. I dag er byens hovederhverv fiskeri og turisme. De største virksomheder er dog SCA Packaging (Europas største udbyder af bølgepap) og Terma Industri (250 ansatte, fremstiller flydele).

Skibsværft har Grenaa ikke mere, derimod et ophugningsværft for mindre skibe.

Grenaa indgik i 2007 i Norddjurs Kommune sammen med Nørredjurs, Rougsø og den østlige del af Sønderhald kommune

Seværdigheder

Grenå KirkeGrenaa Kirke
Den enskibede gotiske kirke af munkesten blev bygget omkring 1400 og genopført efter en brand i 1649. Vesttårnet, sakristiet og våbenhuset er fra senmiddelalderen. I kirken er der et alter fra 1619 med et maleri (1852), en prædikestol fra 1650 samt en døbefont fra 1857. De to glasvinduer i østmuren er lavet af Jais Nielsen i 1930. Kirken blev gennemrestaureret i 2001 og indeholder i dag et af de fineste orgler i Nordeuropa foruden et meget anerkendt klokkespil med 21 bronzeklokker (fra 1648).

Djursland Museum
Djursland Museum er et lokalhistorisk museum med oldsager i sten, bronze, jern og træ samt mønter, legetøj, værktøj, tekstiler og våben. Museet har til huse i en tidligere købmandsgård.

Dansk Fiskerimuseum
Museet er et kulturhistorisk specialmuseum om livet i og omkring de indre danske farvande.

KattegatcentretGrenaa Kattegatcentret
Yderst i vandkanten ved Grenaa havn ligger dette store akvarium, som blev indviet i 1993 og udvidet i 1996. Kattegatcentret, der nu omfatter 6.000 m2, har Prins Henrik som protektor.
Der er mange timers oplevelser for hele familien, som kan se fisk og dyr fra alle afkroge af verden. Stimefisk fra de danske kyster, krabber og hummere fra Nordsøen og ikke mindst hajer og rokker fra de tropiske oceaner. Akvariets største fisk er de 2,5 meter lange sandtigerhajer, som kan ses nedefra, når man går igennem hajtunnelen under akvariet. I Dykkerklokken kan man opleve en virkelighedstro (filmisk) illusion af en dykkerekspedition ned i dybhavet.

Natur
Vandløbet Grenåen kommer fra de flade områder øst for byen, løber gennem Grenaa og udmunder ved lystbådehavnen. Lige uden for Grenaa begynder naturen med 500 hektar skov, hede og mose. I middelalderen lå Grenaa ved fjorden af det nu udtørrede Kolindsund, som engang var det største ferskvandsområde i Danmark. Området er mose og søer og udgør et vigtigt levested for fugle, frøer og insekter.
Der er et veludbygget stisystem for motionløbere, vandrere, cyklister og ryttere.


We would greatly appreciate if you can supplement with more information, log in here.
DK DK