H.C. Andersens Hus
Er hovedmuseet for eventyrdigteren, hvor hans liv og værk præsenteres i tekst og billeder.
I den gamle bydel i Odense ligger eventyrdigterens fødested.
H.C. Andersens Hus åbnede i 1908 som museum for digterens liv og
virke og er dermed et af verdens ældste digtermuseer.
 |
Det gule hjørnehus, H.C. Andersens fødested. |
Museets udstillinger fortæller om digterens liv, fra
barndomsårene som fattig skomagersøn i Odense, gennem den svære tid
på vej mod drømmenes mål i København, skolegangen, digterens debut
og forfatterkarriere, alderdom og død. Du kan følge digterens
bekendtskaber, kærlighedsliv, kunstneriske karriere og hans mange
rejser.
 |
Hovedindgangen til H.C. Andersens Hus. |
Udstillingerne fører dig tilbage til den tid, som H.C. Andersens
værker udsprang fra: Hans levetid - fra 1805 til 1875 - var fuld af
store begivenheder. Du bliver præsenteret for mennesket H.C.
Andersen, hans karakteristiske fremtoning og hans sind. Digterens
kreative spændvidde vises gennem hans tegninger og klip. Og i
biblioteket får du et indtryk af hans omfangsrige forfatterskab
samt den globale udbredelse, hans værker har.
Museet indeholder alle moderne faciliteter, og du kan gå på
opdagelse i H.C. Andersens univers, bladre i hans bøger via PC og
høre hans eventyr ved de mange lytteposter.
Få meget mere at vide om temaerne i udstillingerne ved at klikke
på højre-menuen!
H.C. Andersens Hus
Bangs Boder 29
5000 Odense C